En mand blev i byretten idømt en bøde for at donere sæd uden om systemet. Nu er han frifundet i landsretten.

Mand frifindes i landsretten for at give sin sæd til kvinder

Philip Davali/POLFOTO
Philip Davali/POLFOTO
Lyt til artiklen

En 55-årig mand er blevet frifundet i en sag, hvor han var tiltalt for at have doneret sæd til flere kvinder uden tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det har manden gjort i mindst fem tilfælde.

Manden er blevet frifundet torsdag i Vestre Landsret, hvor ankesagen har kørt. Det oplyser landsretten Landsret på sin hjemmeside.

Manden blev kendt skyldig og straffet med en bøde i samme sag i Retten i Herning i november sidste år. Bøden lød på 25.000 kroner.

Byretten mente, at donationerne var i strid med den såkaldte vævslov. Den siger, at det ikke er tilladt at distribuere sæd uden myndighedernes tilladelse.

Det mener landsretten imidlertid ikke er tilfældet:

»På baggrund af tiltaltes forklaring og udtalelserne i dokumentarudsendelsen ’Den gavmilde sæddonor’ lægger landsretten til grund, at tiltalte i alle tilfælde havde etableret en personlig relation med de kvinder, der modtog sæden«, lyder det:

»Tiltalte modtog ikke penge eller andre modydelser for sæden, og der medvirkede ikke andre end tiltalte, de pågældende kvinder og kvindernes eventuelle partnere«, fremgår det i et uddrag af dommen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her