Det skal være slut med børnefamilier, der bruger au pair-ordningen som genvej til billig arbejdskraft i hjemmet. Det mener SF og Enhedslisten, der med et såkaldt beslutningsforslag vil tvinge regeringen til at indkalde partierne på Christiansborg til forhandlinger om au pair-ordningen og samtidig foreslår en nedlæggelse af ordningen, der har eksisteret siden 1972.
I stedet foreslår partierne en ny ordning for familiehjælpere, der vil gøre det markant dyrere for børnefamilierne at få hjælp i hjemmet. Ifølge forslaget skal familiehjælperne aflønnes efter overenskomsten for husassistenter, hvilket vil sige med 23.165 kroner om måneden. En au pair har krav på 4.700 kroner om måneden og gratis kost og logi.



























