34-årig mand er skyldig i flere voldtægter af blandt andre familiemedlemmer og er blevet idømt forvaring. Han har anket sin dom.

Mand idømt forvaring for flere voldtægter af piger

Lyt til artiklen

Retten i Viborg har onsdag idømt en 34-årig mand forvaring.

Manden er blevet kendt skyldig i at have begået tre voldtægter ved samleje samt fire tilfælde af voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Blandt de forurettede var to familiemedlemmer samt veninder til det ene familiemedlem. De fleste af forholdene omhandlede voldtægter af mindreårige piger, der skete i Viborg i perioden fra 2003 til 2010.

Han er desuden dømt for en voldtægt begået i februar sidste år på et hotelværelse i København.

Sagen mod manden startede, efter at en af de kvinder, som manden nu er dømt for at have voldtaget, i sommeren 2022 meldte det til politiet, fortæller specialanklager Pia Koudahl til Ritzau.

Den 34-årige er tidligere straffet flere gange for vold og sædelighedskriminalitet, skriver Retten i Viborg på sin hjemmeside om dommen.

»Og retten fandt på baggrund af blandt andet hans tidligere kriminalitet og en udtalelse fra Retslægerådet, at han frembyder en sådan væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, at det var påkrævet at idømme forvaring i stedet for fængsel«, skriver retten.

Den 34-årige er blevet frifundet for ét forhold om voldtægt af en mindreårig pige begået på et tidspunkt mellem maj 2008 og juli 2010. Retten fandt det ikke bevidst, at offeret havde været i en værgeløs eller hjælpeløs tilstand, hvilket der var rejst tiltale for.

Den 34-årige har anket sin dom.

Forvaring er formelt set ikke en straf, men en foranstaltning, der træder i stedet for straf, når den dømte anses for at være særligt farlig.

En dom til forvaring forudsætter, at retten finder det nødvendigt med en tidsubestemt foranstaltning frem for straf for at forhindre den dømte i at begå ny farlig kriminalitet.

Efter tre års forvaring - og siden en gang om året - har Kriminalforsorgen pligt til at tage stilling til, om foranstaltningen skal fortsætte.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her