TV 2 har dokumenteret, at hestene på Andreas Helgstrands træningscenter har mærker efter pisk og sporer.

Hestene havde mærker og sår: Nu skrotter forbund OL-bronzevinder som landsholdsrytter

Foto: Ida Munch
Foto: Ida Munch
Lyt til artiklen

Opdateret 15.54

Dansk Ride Forbund (DRF) skrotter dressurrytteren Andreas Helgstrand som landsholdsrytter.

Det skriver forbundet om OL-bronzevinderen fra 2008 på sin hjemmeside.

Det sker, efter at det i TV 2-programmet ’Operation X’ er blevet afsløret, at heste på træningscentret Helgstrand Dressage, som er ejet af Andreas Helgstrand, er blevet behandlet dårligt.

»DRF’s bestyrelse tager på det kraftigste afstand fra den uacceptable ridning, træningsmetoder og behandling af hestene, udsendelserne tydeligt viser«, lyder det fra Dansk Ride Forbund.

I udsendelserne på TV 2 bliver det ved hjælp af skjult kamera dokumenteret, at hestene på Helgstrand Dressage blandt andet har mærker og sår fra piske og sporer.

Rideforbundet bemærker, at man som landsholdsrytter er forpligtet til at leve op til en række etiske retningslinjer, og at man skal optræde som god rollemodel.

Helgstrand: Det skal rettes op

Andreas Helgstrand fortalte onsdag aften TV 2, at han tager afstand fra det, der er kommet frem i dokumentaren, og at han erkender sit ansvar.

»Jeg har selvfølgelig været chokeret hele dagen over det her. For jeg havde aldrig set, at det var sådan her. Og det skal der rettes op på«, siger Andreas Helgstrand.

De ryttere, der skader hestene, er i udsendelserne anonymiserede, men DRF opfordrer rytterne til at stå frem.

»Skulle opfordringen ikke imødekommes, vil DRF iværksætte tiltag med henblik på at få identificeret rytterne og indberette dem for forbundets disciplinærudvalg«, lyder det.

Andreas Helgstrand ejer desuden et selskab, der arrangerer konkurrencer. Rideforbundet har samarbejdet med selskabet, men det ophører nu.

DRF vil desuden opfordre Det Internationale Rideforbund til at afbryde samarbejdet med den nu skrottede landsholdsrytters eventselskab.

Ifølge Danmarks Idrætsforbund (DIF) er det ikke op til dem at blande sig i, hvordan Andreas Helgstrand skal straffes, eller hvordan sagen skal håndteres.

Det siger DIF-formand Hans Natorp.

»Det er ikke op til mig at vurdere, hvorvidt et forbund i den konkrete sport tager de rigtige beslutninger eller gør nok. Det har vi et helt system til. Og jeg noterer mig, at rideforbundet reagerer kraftigt og tager handling«, forklarer han.

Det er ikke første gang, at Andreas Helgstrand er i søgelyset for tvivlsomme metoder. Tidligere i år blev han frataget sin DM-bronzemedalje, fordi hans hest under mesterskaberne var blevet behandlet med medicin uden DRF’s forhåndsgodkendelse.

Andreas Helgstrand vandt i 2008 OL-bronze i holdkonkurrencen i dressur.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her