En person er mandag fundet død efter en brand i en lejlighed i København S.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Martin Kajberg.
»Der er ikke nogen umiddelbare indikationer på, at der er sket en forbrydelse«, siger han.
Politiet, der fik anmeldelsen klokken 04.39, arbejder på at få underrettet de pårørende.
Lidt før klokken syv mandag morgen arbejder politiet fortsat på adressen.
På nuværende tidspunkt har politiet ikke mulighed for at oplyse yderligere om hændelsen.
ritzau




























