Dødfunden person i Faxe Ladeplads er formentlig en mand, som blev efterlyst i august, oplyser politiet.

59-årig mand sigtet for drab efter fund af død person i Faxe Ladeplads

Lyt til artiklen

En 59-årig mand er sigtet for drab, efter at en mand blev fundet død i Faxe Ladeplads tirsdag, skriver Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Manden var onsdag morgen i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet frem til 21. december, skriver Sjællandske Nyheder, som var til stede ved grundlovsforhøret.

»Der forestår stadig et stort stykke arbejde med blandt andet tekniske og retsmedicinske undersøgelser, og vi fortsætter efterforskningen af sagen med uændret intensitet«, siger vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson i pressemeddelelsen.

Den afdøde er med stor sandsynlighed identisk med en mand, som blev efterlyst i august. Men identiteten er ikke endeligt fastlagt. Den efterlystes pårørende er underrettet, lyder det.

Sjællandske Nyheder skriver, at den sigtede mand nægter sig skyldig. Mediet skriver, at det fremgår af sigtelsen, at han skal have dræbt den efterlyste, og på et senere tidspunkt have slæbt liget ud i sin kompostbunke.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyste ved middagstid tirsdag, at betjente var i gang med at undersøge et mistænkeligt forhold på Svend Gøngesvej i Faxe Ladeplads. Den 59-årige mand blev anholdt i forbindelse med politiets efterforskning tirsdag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her