En kvindes død i Albertslund efterforskes som et drab. En mand, som har relation til kvinden, er anholdt.

65-årig mand er anholdt efter mistænkeligt dødsfald i Albertslund

Lyt til artiklen

Københavns Vestegns Politi har anholdt en 65-årig mand efter et mistænkeligt dødsfald i Vindruens Kvarter i Albertslund, skriver politiet på det sociale medie X.

Politiet skriver, at sagen efterforskes som et drab. Den afdøde er en kvinde, som har en relation til manden. Kvindens pårørende er underrettet. I øjeblikket mistænker politiet ikke, at andre har været involveret i sagen.

Københavns Vestegns Politi har været til stede siden onsdag formiddag. Politiet forventer at fortsætte deres arbejde på stedet i løbet af eftermiddagen.

Den anholdte mand skal fremstilles i grundlovsforhør onsdag eftermiddag, hvor han vil blive krævet varetægtsfængslet. Anklagemyndigheden vil muligvis anmode dommeren om at lukke dørene ved retsmødet.

Københavns Vestegns Politi skriver, at politiet ikke har flere kommentarer til sagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her