Henning Petersen arbejder i Syddjurs Kommune. Han kører med traktor og vogn. Er der et hul i vejen, fylder han det ud, og er grøften tilstoppet, renser han den. Han har altid klaret sig selv. Betalt skat og været på arbejdsmarkedet, siden han var 15 år.
»Jeg kan læse og formulere mig. Men jeg er ordblind, og jeg kan ikke stave. Jeg har taget landbrugsuddannelse med det grønne diplom og fire merkonomfag som overbygning på landbrugsskolen«, fortalte han her i avisen i juli.