Dagene op til jul kan blive blæsende med vindstød af stormstyrke, forudser DMI i ny prognose for jul og nytår.

DMI i dugfrisk prognose: Sådan bliver vejret til jul

Hvidt bliver det efter alt at dømme ikke - men så findes der heldigvis andre måder at skabe julestemning på. Foto: Janus Engel
Hvidt bliver det efter alt at dømme ikke - men så findes der heldigvis andre måder at skabe julestemning på. Foto: Janus Engel
Lyt til artiklen

Chancen for en hvid jul er beskeden.

Man skal snarere forvente en grå, regnfuld og blæsende jul, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i en dugfrisk prognose.

Det skyldes, at flere frontsystemer fra vest skal passere landet den kommende uge.

»Det betyder meget blæsende vejr, og især i dagene op til jul kan det lokalt medføre vindstød af stormstyrke«, skriver meteorolog Steen Hermansen på instituttets hjemmeside.

Blæsevejret har overskyet vejr og udbredt regn med sig.

Temperaturen kommer til at ligge lidt over normalen med tre til ni graders varme om dagen og fra frysepunktet til seks graders varme om natten.

En lille hvid chance i ferien

Ugen mellem jul og nytår byder på mere af det samme - ustadigt vejr med regn og blæst fra vest.

Men lavtryksbanen ser ifølge prognosen ud til at rykke lidt sydover, og det kan betyde, at der kan komme lidt hvidt fra oven.

»Det øger sandsynligheden for, at vi kan få lidt hvid nedbør, dels når et af lavtrykkene passerer lige syd om landet, dels når vi ender på den kolde side af polarfronten«, skriver Steen Hermansen.

Det ændrer dog ikke ved, at det først og fremmest tegner til at blive en ’temmelig våd og skyet omgang’.

Også her holder temperaturen sig lidt over det normale for årstiden med mellem to og otte graders varme om dagen og mellem frysepunktet og fem graders varme om natten.

Den første uge af 2024 byder ifølge DMI på et omfattende lavtryksområde øst for Danmark.

Det øger chancen for dage med sne eller snebyger, lyder det fra DMI, der understreger, at prognosen er forbundet med en vis portion usikkerhed.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her