Lederen fra Midt- og Vestjyllands Politi er hjemsendt, mens sagen bliver undersøgt af en anden politikreds.

Leder i politiet er sendt hjem efter julefrokost

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

En politileder i Midt- og Vestjyllands Politi er blevet hjemsendt på grund af sin adfærd ved en julefrokost.

Det skriver Viborg Stifts Folkeblad onsdag.

Lederen skal indtil videre ikke møde på arbejde ’på grund af interne forhold i politiet’, skriver politikredsen i en mail til mediet.

Angiveligt skal lederen have udsat en eller flere medarbejdere for seksuel krænkelse, beretter Viborg Stifts Folkeblad, der henviser til flere anonyme kilder.

Julefrokosten fandt sted i weekenden, og mandag tog den øverste ledelse affære.

De interne forhold undersøges nu nærmere, oplyser politikredsen, som ikke ønsker at gå yderligere i detaljer.

Den pågældende leder ønsker ifølge Viborg Stifts Folkeblad ikke at udtale sig om sagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her