Der er også luftforsvar, kampvogne og droner i den donation, som Folketinget torsdag har godkendt.

Regeringen opretter pulje til Ukraines særlige krigsbehov

Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix
Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Der er en nyskabelse i den seneste donationspakke til det krigshærgede Ukraine på i alt syv milliarder kroner. Der oprettes en industripulje på 1,75 milliarder kroner. Formålet er, at Danmark skal hjælpe med at opfylde de konkrete behov, der opstår i Ukraine.

»Det er afgørende, at indkøb i forsvarsindustrien sker på baggrund af Ukraines konkrete behov for militær støtte. Jeg er glad for, at danske virksomheder støtter op om Ukraines forsvarskamp«, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.

Den donation, som forsvarsministeren torsdag har præsenteret for Folketingets partier i Det Udenrigspolitiske Nævn, kommer desuden til at indeholde luftforsvar, kampvogne, droner og ammunition. Disse våben nævnte statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag, da hun mødtes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ved et nordisk topmøde i Oslo – altså før et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn torsdag.

Lars Løkke Rasmussen afviser dog, at Mette Frederiksen har givet præmature meldinger, og at Det Udenrigspolitiske Nævn ikke var orienteret på forhånd:

»Det er sådan, at statsministeren var i Udenrigspolitisk Nævn for nogle dage siden, hvor hun orienterede helt overordnet om den rådføring, forsvarsministeren og jeg har lavet med Udenrigspolitisk Nævn i dag. Så Udenrigspolitisk Nævn var fuldt orienteret på det niveau, statsministeren i går orienterede om i Oslo«.

Donationen kommer fra Ukrainefonden. Der er omkring 31 milliarder kroner tilbage i fondens reserve for 2024-2028.

»Når det er sagt, har vi udmøntet alle de penge, der var afsat i 2023 til Ukraine og militære donationer. Så med denne pakke er der ikke flere penge tilbage. Når vi ser ind i 2024, er der stadig penge, der skal udmøntes. Men vi har – synes jeg – givet et substantielt bidrag, der kommer til at gøre en forskel«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her