Lige op til jul får Danmark en ny gæst. Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udsendt et varsel om storm torsdag aften og givet den navnet Pia. Stormen, der særligt ser ud til at ramme de nordvestlige kyster, ventes at have vindstød af orkanstyrke.
Det er helt generelt i de kystnære områder, man virkelig vil kunne mærke, vinden tage fat. Og stormen lader sig ikke kun mærke i luften, men kan få vidtrækkende konsekvenser for blandt andet juletrafikken landet over.
»Vi varsler storm med alt, hvad storm indebærer. Det er restriktioner på broerne, problemer med færgetrafikken, væltede træer og spærrede veje«, siger vagtchef ved DMI Jens Lindskjold om de mulige konsekvenser, der følger med stormen Pia.
Blæsevejret vil først ramme omkring klokken 17 torsdag i Vestjylland. Et par timer senere vil det trænge længere ind over landet og ramme Vest- og Nordsjælland. Det bliver ved ud på natten fredag, hvorefter det vil stilne af.
»Det betyder ikke, at det bliver vindstille. Det er blæsende efter stormvejret, bare ikke lige så meget«, siger Jens Lindskjold.
Det voldsomme vejr og den kraftige vind vil give forhøjet vandstand flere steder i landet – dog med lidt forsinkelse efter stormen, lyder det fra DMI, hvis varsel er i kategori 2 om ’farligt vejr’.
Fakta
DMI’s varsler
Kategori 1: Voldsomt vejr
- Vær opmærksom på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og udendørsaktiviteter.
Kategori 2: Farligt vejr
- Vær forberedt på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og forstyrre trafik og forsyning. Følg myndighedernes råd, og vær ekstra opmærksom, når du færdes ude.
Kategori 3: Meget farligt vejr
- Følg myndighedernes råd. Vær forberedt på, at der er høj risiko for, at vejrudviklingen kan påvirke dig og dine omgivelser og forstyrre samfundets funktioner.
Det ventes, at vandstanden vil stige 250 til 350 centimeter over daglig vande fredag morgen. Centrale dele af Vestkysten, Limfjorden samt i Kattegat, Storebælt og den nordlige del af Øresund, Isefjorden og Roskilde Fjord vil også blive ramt af højere vande.
»Det er en forhøjet vandstand i en kategori, som vi ikke ser hvert år«, siger vagtchefen og pointerer, at DMI vil komme med mere information om den høje vandstand rundt i landet onsdag, da det først for alvor vil toppe fredag.
Kommune uddeler sandsække
Allerede tirsdag middag varslede DMI forhøjet vandstand flere steder i landet og opfordret borgere i kystnære egne til at orientere sig om, hvor man kan hente sandsække. Blandt andet i Lejre Kommune er man tirsdag begyndt at uddele sandsække til borgerne, så de kan sikre deres huse mod oversvømmelse i dagene op til jul, oplyser beredskabschef i Lejre Brandvæsen Frank Praefke.
»Huse, som ligger tæt på strandkanten, er i risiko for at blive oversvømmet, hvis DMI’s prognose holder stik«, siger Frank Praefke.
I Frederikssund er det tirsdag blevet besluttet, at alle borgere, der modtager hjælp i eget hjem, skal evakueres torsdag i forbindelse med de varslede oversvømmelser fredag, oplyser kommunen på sin hjemmeside, skriver TV 2 Kosmopol.
»Det skyldes ikke kun risikoen for oversvømmelse, men også at en kommunens hjemmepleje ikke kan komme ind til boliger, som vil ligge bag watertubes«, lyder det.
Borgerne i sommerhusområdet Hyllingeriis skal forlade deres bolig senest fredag morgen, mens fristen er fredag formiddag for borgerne i Kulhuse, Over Dråby Strand, Dalby Huse, på Smedeengen i Jægerspris, Tørslev Hage, Skuldelev Strand samt Skyllebakke Havn og de vestlige sideveje til Færgevej i Frederikssund.
»Jeg er som borgmester dybt ulykkelig over, at det her sker igen. Vi har arbejdet ihærdigt på at gøre diget i Hyllingeriis klar, men det står der ikke endnu«, siger borgmester i Frederikssund Kommune Tina Tving Stauning til TV 2 Kosmopol.
Ritzau og Politiken
fortsæt med at læse



























