Anklagemyndigheden vil bede om dobbeltlukkede døre, når der onsdag eftermiddag er grundlovsforhør.

Politiet anholder endnu en mistænkt i sag om terrorplanlægning

Chefpolitiinspektør og operativ chef i PET, Flemming Drejer (th.) og ledende politiinspektør og chef for beredskabet i Københavns Politi, Peter Dahl, holdt pressebriefingtorsdag i sidste uge om den koordinerede politiaktion, som fandt sted for ifølge politiet at forhindre et terrorangreb.  Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Chefpolitiinspektør og operativ chef i PET, Flemming Drejer (th.) og ledende politiinspektør og chef for beredskabet i Københavns Politi, Peter Dahl, holdt pressebriefingtorsdag i sidste uge om den koordinerede politiaktion, som fandt sted for ifølge politiet at forhindre et terrorangreb. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En mørkelagt sag om planlægning af terror har ført til endnu en anholdelse.

Det oplyser Københavns Politi på det sociale medie X.

Den anholdte blev allerede fredag varetægtsfængslet in absentia - altså uden at være til stede - ved et grundlovsforhør.

Onsdag klokken 14 skal den sigtede, som nu er i politiets varetægt, møde i et nyt grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg.

Alder og køn på den anholdte fremgår ikke af politiets oplysninger.

I alt syv sigtede blev fremstillet sidste torsdag i samme sag, hvoraf seks blev fængslet. Fire var ikke til stede på retsmødet og blev varetægtsfængslet in absentia.

Kvinden, der blev fængslet in absentia, er 20 år. Hendes forsvarsadvokat, Henrik Høpner, har ingen kommentarer, siger han til Ritzau, og han vil derfor hverken be- eller afkræfte, om det er hans klient, der er anholdt.

Grundlovsforhøret foregik for dobbeltlukkede døre, og offentligheden har derfor ikke fået oplyst, hvad de præcist er sigtet for.

Men på et pressemøde forud for retsmødet oplyste PET’s operative chef, Flemming Drejer, at personkredsen mistænkes for at have forberedt et terrorangreb. Hvor og hvornår det skulle begås, vides ikke.

Tre af de sigtede blev anholdt i en omfattende ’sikkerhedsoperation’, der blev gennemført torsdag morgen flere steder i landet.

Politiet siger, at sagen trækker tråde til Loyal To Familia

Den operative chef ville ikke sige noget om mål og motiv, men fortalte, at sagen trækker tråde til bandemiljøet, den forbudte bande Loyal To Familia og til personer både i Danmark og udlandet.

Han sagde desuden, at politiet er opmærksom på jødiske lokaliteter.

Ifølge Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har flere personer i den danske terrorsag arbejdet på vegne af den militante palæstinensiske bevægelse Hamas. Det sagde han efter anholdelserne i Danmark torsdag.

Oplysningen om forbindelsen til Hamas er dog ikke blevet bekræftet af de danske myndigheder.

Ligesom ved grundlovsforhøret torsdag vil anklagemyndigheden bede om dobbeltlukkede døre under retsmødet onsdag.

Hvis dommeren efterkommer ønsket, kan offentligheden ikke få oplyst, hvad den anholdte konkret sigtes for.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her