Et lavtryk, der skal passere landet, kan give store mængder sne og kraftig blæst i Øst-, Midt- og Nordjylland.

Meteorologer udsender forvarsel om snestorm i Jylland på onsdag

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Der er udsigt til, at Øst-, Midt- og Nordjylland på onsdag bliver ramt af en snestorm.

Sådan lyder det i et forvarsel fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Også TV 2 Vejret forudser snestorm over den nordlige del af Jylland med op til 20 centimeter sne.

Definitionen af en snestorm er, at der falder mindst 10 centimeter sne over seks timer, ligesom middelvinden skal overskride 10 meter i sekundet.

Det er et lavtryk, der skal passere over den sydligste del af landet, der kan sende sne og blæst hen over store dele af Jylland.

»Nord for lavtrykket vil der falde udbredt sne, og det bliver blæsende med risiko for snefygning. Og dermed lurer en regulær snestorm«, skriver DMI.

Men prognosen er behæftet med usikkerhed, understreger meteorologerne.

»Derfor er det på nuværende tidspunkt også usikkert, hvor meget sne der kommer, hvor de største snemængder rammer, og hvor det vil blæse mest«, skriver DMI:

»På nuværende tidspunkt holder vi dog fortsat fast i, at der i Østjylland, Midt- og Vestjylland samt Nordjylland kan forekomme snestorm i løbet af onsdagsdøgnet«.

Det er samtidig en overgang til køligere vejr, lyder det fra meteorologerne.

Torsdag og fredag ventes der dagtemperaturer mellem fem graders frost og én grads varme.

DMI venter at opdatere sit forvarsel om, at der kan komme snestorm på onsdag, senest mandag klokken 12.

Et forvarsel udsendes fra fem døgn før, frem til senest 36 timer før det farlige vejr ventes, fremgår det af DMI’s hjemmeside.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her