De fleste veje er åbne fredag morgen, og togtrafikken kører som normalt. Dog med risiko for forsinkelse.

Vejdirektoratet kommer med formaning til bilister om fredag morgen

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret fredag klokken 06.11

Efter kraftige sne- og regnbyger onsdag og torsdag, vil det fredag morgen være muligt at køre ud på de fleste veje igen, lyder meldingen fra vagthavende ved Vejdirektoratet Kenneth Andersen. Dog med forbehold: For Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) advarer om sne- eller isglatte veje i hele landet.

»Man skal køre efter forholdene, køre hjemmefra i god tid, holde god afstand til de forankørende og orientere sig på Vejdirektoratets hjemmeside«, siger Kenneth Andersen.

Ifølge ham vil E45 motorvejen, som onsdag og torsdag har været spærret på grund af store mængder sne, også være åben for kørsel.

»Man kan godt køre ud på E45, men den er is- og sneglat helt fra Horsens og op til det nordjyske. Man møder derfor ikke en sort vej, som man er vant til at køre på«, siger Kenneth Andersen.

Østjyllands Politi vil først fredag morgen lave en ny vurdering af, hvad opfordringen skal være til de østjyske bilister. Det skriver de i et opslag på det sociale medie X. Den nuværende opfordring lyder på, at man skal undgå al unødig kørsel i Østjylland, hvilket omfatter E45 motorvejen.

Sydsjælland: Tag madpakke med i bilen

På Sydsjælland, Lolland og Falster bør bilister fredag morgen forberede sig på, at de kan ende med at skulle sidde i deres biler længere end planlagt.

Natten kommer nemlig til at give frost på vejene, hvilket kan give problemer i morgentrafikken.

Det siger vagtchef ved Sydsjælland og Lolland-Falsters politi Lars Denholt.

»Man er ude at salte alle steder, men vi når ikke det hele samtidig. Så vi vil rådgive bilisterne til virkelig at tage det stille og roligt«.

»Og hvis man skal ud om morgenen, skal man tage en ekstra trøje, noget mad og en flaske vand med. For det kan være rigtig glat«, siger Lars Denholt.

Frostvejret giver risiko for, at bilerne glider på vejene. Og opstår der flere uheld samtidig, kan det medføre lange køer, forklarer han.

»Man kan lige så godt være forberedt«.

Togtrafikken vil også være genoprettet i hele landet fredag morgen, men med risiko for forsinkelser, oplyser informationschef hos DSB Tony Bispeskov:

»Man skal være opmærksom på, at Banedanmark kan komme ud for, at sporskiftene kan give udfordringer afhængigt af, hvordan sneen har lagt sig«.

Derfor opfordrer han til, at man tjekker Rejseplanen, inden man tager hjemmefra.

Ifølge Kenneth Andersen vil der desuden være risiko for vand på vejene i Sønderjylland, på Fyn og Sydsjælland. Det er også vand på kørebanen, der betyder, at E47 Sydmotorvejen er spærret mellem Rødbyhavn og Maribo på Lolland-Falster i begge retninger. Og det vil den også være fredag, oplyser Kenneth Andersen. Årsagen er, at der er så meget vand på de omkringliggende marker, at det ikke kan komme væk.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her