Sne og kulde har ramt Danmark, og mange af os har nok mest lyst til at blive indenfor. For mange vil det dog være en god ide at fatte sneskovl og salt og bevæge sig udenfor, for det kan være en dyr fornøjelse, hvis man ikke fjerner sne og spreder salt eller grus foran sin bolig.
»Man har en pligt til at rydde sne foran sin bolig mellem 7 og 22. Mens det sner, gælder pligten ikke, men så snart sneen stopper med at falde, har man pligt til at rydde sneen og sikre, at der ikke er glat. Man har ikke pligt til at tage hjem fra arbejde, hvis det begynder at sne, men ellers er man ansvarlig for at sikre mod glat føre ved sin bolig«, siger Anne Garde Slothuus, som er forsikringsekspert hos Forsikringsoplysningen, et organ nedsat af brancheforeningen Forsikring & Pension med det formål at give objektiv rådgivning om forsikringer.



























