Pernille Vermund skriver på Facebook, at Nye Borgerlige opløses.

Pernille Vermund: Nye Borgerlige opløses

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 15.09.

Pernille Vermund skriver på Facebook, at Nye Borgerlige opløses. Det har formanden anbefalet til partiets hovedbestyrelse, som følger indstillingen.

»Da vi for otte år siden stiftede Nye Borgerlige, var der fire borgerlige partier. I dag er der syv. Og med to aktive mandater i Nye Borgerliges folketingsgruppe risikerer vi ikke alene at arbejde os i stykker, men også at være dem, der spænder ben for et borgerligt flertal og dermed en borgerlig statsminister. Det kan vi ikke forsvare,« skriver Vermund i sit opslag på Facebook:

»Derfor har Kim Edberg Andersen og jeg i dag meddelt Nye Borgerliges hovedbestyrelse, at vi anbefaler, at Nye Borgerliges folketingsgruppe nedlægges, og at partiet opløses«.

I øjeblikket har Nye Borgerlige tre mandater i Folketinget. Det ene folketingsmedlem er dog sygemeldt.

De seneste år har i den grad været en rutsjebanetur for partiet. Partiet blev i 2019 valgt ind i Folketinget med 2,4 procent af stemmerne. Herefter fulgte en optur i meningsmålingerne, der toppede i starten af 2021. Her stod partiet til 10,8 procent af vælgernes stemmer ifølge Megafon.

Siden da er det gået skarpt den modsatte vej, så Nye Borgerlige i dag står til 1,6 procent af danskernes stemmer.

Nye Borgerliges hovedbestyrelse tager hul på planlægningen af partiets opløsning 27. januar, hvilket vil være et længere forløb, oplyser Nye Borgerliges organisatoriske formand, Frederik Meyer Johannesen, til Altinget.

Philip Flores

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her