En 21-årig er i kritisk tilstand, men stabil, efter at han onsdag aften blev stukket med kniv, ifølge medie.

Politi søger vidner til knivstikkeri mod mand i Aalborg

Lyt til artiklen

Nordjyllands Politi hører gerne fra vidner efter et knivstikkeri i Aalborg onsdag aften.

Det skriver politikredsen på det sociale medie X.

Politiet vil være til stede med en mobil politistation på Beatesminde 6-28 torsdag formiddag, skriver det.

Her kan man både henvende sig, hvis man har oplysninger i sagen, eller hvis man har behov for at tale om hændelsen, lyder det.

Offeret - en 21-årig mand - er torsdag morgen i kritisk tilstand, men han er stabil. Det skriver TV2 Nord.

Ingen er endnu anholdt, siger Rene Kortegaard, som er vagtchef hos Nordjyllands Politi, til mediet.

»Vi har også nogle mistænkte i sagen, og vi har noget at gå efter. Det er forskellige ting fra stedet og vidner, der gør, at vi har nogle mistænkte«, tilføjer han.

Knivstikkeriet blev anmeldt omkring klokken 21 onsdag aften, har Nordjyllands Politi tidligere skrevet i en pressemeddelelse.

Her fremgik det også, at vidner havde set personer løbe fra stedet.

Har man set noget, som kan have relation til sagen, kan man også henvende sig til politiet på telefon 114.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her