En 26-årig mand er natten til lørdag blevet ramt af flere knivstik på Christiania.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Espen Godiksen.
»Han er alvorligt tilskadekommet, men hans tilstand er stabil«, siger vagtchefen.
Der er endnu ingen anholdte i sagen.
Hvor mange gange den 26-årige blev stukket, kan vagtchefen ikke oplyse, men der er tale om ’adskillige knivstik’, lyder det.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 01.42, og hændelsen er sket i området mellem caféerne Månefiskeren og Nemoland.
»Vi kender endnu ikke årsagen, men der er ikke umiddelbart nogen tilknytning til bandemiljøet. Der er nu en efterforskning i gang, og vi er lige blevet færdige på stedet«, siger Espen Godiksen.
ritzau




























