Politiet lukker ned for adgang til slotspladsen på grund af folkemængde, skriver Københavns Politi på X.

Politiet lukker ned for adgang til slotspladsen

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Mennesker et strømmet fortsat til foran Christiansborg Slot, og pladsen er blevet trang.

Politiet lukker derfor for adgangen til slotspladsen ved Christiansborg Slot.

Det skriver Københavns Politi på det sociale medie X klokken 13.57 søndag, knap en time før proklamationen fra balkonen.

Det vil fortsat være muligt at forlade området, skriver politiet.

»Søg i stedet frem til andre steder på karetruten, hvor der stadig er plads«.

Københavns Politi har tidligere meldt ud, at hvis Christiansborg Slotsplads bliver fyldt til kapaciteten kunne det blive nødvendigt at lukke helt for adgangen.

Københavns Politi melder klokken 13.35 på det sociale medie X, at metroen ikke længere stopper på Gammel Strand station.

Ritzaus udsendte på stedet fortæller, at slotspladsen er fyldt, og at det hverken er muligt at komme frem eller tilbage på pladsen foran Christiansborg.

Selve tronskiftet sker i Statsrådet på Christiansborg klokken 14, når dronning Margrethe underskriver erklæringen om sin abdikation.

Her mødes dronning Margrethe, kronprins Frederik, prins Christian og regeringens ministre samt statsrådssekretæren.

En time senere proklamerer statsministeren tronskiftet. Derefter taler kong Frederik for de fremmødte og alle dem, der følger med i fjernsynet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her