Når den 36-årige, middelhøje og tætbyggede Farid møder hos bilforhandlerkæden Ejner Hessel, begynder han med at rengøre kaffemaskinerne og tjekke kaffeforsyningen. Så efterser han de biler, der har været udlejet, og dem, mekanikerne har repareret. Støvsuger dem, vasker dem, gør dem helt klar. I løbet af dagen kører han også biler til og fra syn.
»Jeg elsker det. Jeg har 25 gode kolleger, vi arbejder sammen, og de er alle danskere, så de er gode for mit sprog. Nogle er blevet rigtige venner«, siger Farid, der kun optræder med sit fornavn i denne artikel.
Hos Ejner Hessel er glæden gengældt.
»Farid er uundværlig. Han er arbejdsom og har en skøn personlighed. Han kører på, fra han møder, til han går, og giver en ekstra skalle, hvis det brænder på«, siger værkstedschef Mathias Pedersen.
