En 25-årig mand er blevet anholdt af politiet natten til onsdag, som det sætter i forbindelse med et skyderi.

25-årig er anholdt efter skud gennem vindue i Holbæk

Lyt til artiklen

Midt- og Vestsjællands Politi har anholdt en 25-årig mand, som sættes i forbindelse med et skyderi tirsdag aften i Holbæk.

En mand blev ramt af skud, som blev affyret gennem et vindue til offerets lejlighed, skriver politiet i en pressemeddelelse.

»Vi kan endnu ikke sige noget om motivet til skyderiet. Men vi kan oplyse, at der er foregået en meget intensiv efterforskning i løbet af natten, og den førte os frem til den mistænkte, som så blev anholdt i Holbæk uden dramatik«, siger vicepolitiinspektør Kim Løvkvist i pressemeddelelsen.

Han siger også, at politiet har gjort en række fund, som skal undersøges nærmere.

Den mistænkte blev anholdt klokken 01.00. Onsdag vil politiet vurdere, om han skal fremstilles i et grundlovsforhør.

Skyderiet fandt sted kort før klokken 21.00 tirsdag.

Offeret blev kørt til behandling på hospitalet, og han vurderes umiddelbart at være uden for livsfare.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her