En 20-årig kvinde blev torsdag udvist i en straksdom, efter at hun blev anholdt for tyveri i Vejle onsdag.

Kvinde udvist efter tyveri af printerpatroner i Vejle

Lyt til artiklen

Efter onsdag at have stjålet nogle printerpatroner i en butik i Vejle er en 20-årig kvinde fra Litauen torsdag blevet idømt fængsel og udvist af Danmark.

Kvinden blev fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Kolding torsdag klokken 10, og under en time senere var hun dømt, efter at der blev afsagt en straksdom, da kvinden erkendte det, hun var sigtet for.

Dommen lød på 30 dages ubetinget fængslet og altså udvisning af Danmark med et indrejseforbud i seks år.

Kvinden havde stjålet ti pakker printerpatroner til en værdi af 4.290 kroner i Bilka i Vejle, oplyser politiet til Ritzau.

Kvinden prøvede at få printerpatronerne ud af butikken i en såkaldt russerpose - en plastikpose foret med sølvpapir, så butiksalarmen ikke kan opfange indholdet.

En butiksdetektiv havde dog holdt øje med hende, og butikspersonalet fik tilbageholdt kvinden, indtil politiet mødte op.

Hun er ikke tidligere straffet i Danmark. I retten forklarede hun, at hun var kommet til Danmark sent tirsdag aften.

I udmålingen af straffen blev det betragtet som en skærpende omstændighed, at hun havde forsøgt at få printerpatronerne ud af butikken i en russerpose.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her