Nordsjællands Politi efterforsker to sager, hvor en mand har forsøgt at få fat i drenge.

10-årige drenge forsøgt presset ind i varebil

Lyt til artiklen

To drenge på ti år blev onsdag eftermiddag forsøgt presset ind i en varebil af en ukendt mand i Nivå. Men drengene var snarrådige og slap væk.

Det oplyser Nordsjællands Politi, som betegner sagen som meget alvorlig.

Manden kørte efter drengene på Rødehusvej og ved Æblets Kvarter og sagde flere gange til dem, at de skulle sætte sig ind i hans sorte varebil.

På et tidspunkt løb manden endda efter drengene, som senere søgte tilflugt på en skole og her fik kontakt med en voksen.

Den sorte varevogn har tonede ruder. Manden er cirka 45-50 år, spinkel af bygning og var blandt andet iført orange skibukser.

Ifølge politiet er han ’halvt dansk/halvt udenlandsk af udseende’.

I sidste uge fik politiet en anmeldelse om i en lignende sag. Her havde en mand taget fat i en dreng på Agertoften i Hørsholm. Om der er sammenhæng mellem de to hændelser, er det endnu for tidligt at sige, lyder det fra Nordsjællands Politi.

Om den nye sag fra Nivå fortæller den ene drengs mor om mandens opførsel til det regionale medie sn.dk.

»Manden åbner bagenden af varevognen og siger, at de skal sætte sig ind, men min dreng siger nej og påpeger, at der ikke er nogen sæder i bilen«, siger moren.

Manden kørte efter drengene og jagtede dem, indtil de kom til en sti, som var oversvømmet. De passerede den alligevel.

»Der kan han heldigvis ikke køre, og de slipper af med ham der«, siger hun til sn.dk.

Da de nåede frem til Møllevejens Skole, mødte de en lærer, som kørte dem hjem.

Opdateres...

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her