Kong Frederik og dronning Mary rejser på deres første officielle statsbesøg som kongepar til Sverige i begyndelsen af maj, oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
Herefter vil kongeparret tage på statsbesøg i Norge, lyder det.
»De første statsbesøg giver anledning til, at det nye kongepar møder regenterne i Sverige og Norge, og det markerer således de tætte relationer mellem de nordiske monarkier«, skriver kongehuset.
I juni og juli vil kongeparret desuden besøge Færøerne og Grønland. Det bliver om bord på kongeskibet ’Dannebrog’.
Fakta
Kongeparrets første officielle rejser
- Statsbesøg til Sverige 6.-7. maj.
- Statsbesøg til Norge 14.-15. maj.
- Officielt besøg på Færøerne planlagt til 11.-14. juni.
- Officielt besøg i Grønland planlagt til 29. juni- 8. juli.
Kilde: Kongehuset
Kong Frederiks første udlandstur efter tronskiftet gik til Polen. Her var han i forbindelse med et erhvervsfremstød fra 31. januar til 2. februar. Rejsen til Polen var planlagt, inden det blev meldt ud, at han skulle overtage tronen efter sin mor, dronning Margrethe, 14. januar.
Kongehuset har tidligere meddelt, at kongeparrets første udlandstur sammen ville gå til Sverige og Norge.
»I Danmark er der tradition for, at en ny regent sammen med sin ægtefælle som det første indleder rejseaktivitet med besøg i nabolandene«, skrev kongehuset på Instagram i januar.
Opdateres ...
ritzau
fortsæt med at læse




























