En 39-årig serbisk mand havde over 100.000 ecstasy-piller i sin bil. Han er nu varetægtsfængslet i fire uger.

Politi anholder mand med 103.800 ecstasypiller

Lyt til artiklen

Syd- og Sønderjyllands politi har anholdt en 39-årig serbisk mand, efter fund af over 100.000 ecstasy-piller i mandens bil.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 39-årige mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han nægter sig skyldig.

Den serbiske mand havde natten til fredag krydset den dansk-tyske grænse ved Sæd.

Lidt efter blev han standset af politiet i sin varebil ved Løgumkloster.

Politiet fandt mandens optræden mistænkelig, og de valgte derfor at gennemsøge bilen. Det gav manden tilladelse til.

Betjentene fandt derefter 103.800 ecstasy-piller fordelt i poser.

Manden blev herefter anholdt.

Det var betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest), der stoppede den serbiske mand.

Det er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, som blandt andet »bekæmper grænseoverskridende adfærd i grænseområdet«.

Men det var ikke den eneste stofrelaterede anholdelse det døgn.

Torsdag aften var der nemlig gevinst ved grænsen.

Her blev en hollandsk bil udtaget til kontrol. Her fandt politiet 50 gram kokain på den ene person i bilen, en hollandsk mand på 18 år.

To personer blev anholdt - men den anden person kunne under afhøringen fortælle, at han ikke kendte noget til stofferne. Han blev derefter løsladt igen.

Anderledes så det ud for den 18-årige mand, der fredag blev fremstillet i grundlovsforhør i retten i Sønderborg.

Her erkendte han besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videreoverdragelse.

Han fik en straksdom på fire måneders ubetinget fængsel og udvisning af landet i seks år.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her