På et møde onsdag er forældre blevet orienteret om, at der vil være mere personale på legeplads og gange.

Køge Kommune kender til tre alvorlige episoder på Borup Skole omhandlende syv til ti børn

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Køge Kommune kender til tre alvorlige episoder på Borup Skole omhandlende syv til ti børn. Det siger chef for dagtilbud og skoler Lars Nedergaard på pressemøde.

Alle børn på Borup Skole får nu tilbud om timer hos en psykolog.

»Hvis ikke vi kan håndtere det med de psykologer, vi har ansat, køber vi os til det«, siger han.

Lars Nedergaard ønsker ikke at gå ned i de enkelte sager.

Det er blevet beskrevet af flere medier herunder sn.dk og TV 2, at flere elever i indskolingen på Borup Skole angiveligt har oplevet grænseoverskridende adfærd fra jævnaldrende børn på skolen.

Ifølge de to medier er der både tale om vold og i nogle tilfælde grove seksuelle krænkelser.

Tidligere onsdag inviterede Køge Kommune forældre, der har børn i indskolingen på Borup Skole, til et dialogmøde, hvor det kom frem, at der bliver indført flere vagter på skolen.

Mødet var lukket for pressen, men efter mødet gav flere forældre udtryk for, at de var frustrerede.

Det handlede blandt andet om, at der ikke kom svar på, hvad der skulle ske med den gruppe børn, der angiveligt har krænket andre børn på skolen.

På pressemødet siger Lars Nedergaard, at han ikke kan svare endegyldigt på, hvad der skal ske med de børn.

»Jeg kan sige, at vi er i dialog med de forældre, der er berørte, og vi kommer til at lave handlinger, der gør, at vi kommer godt videre herfra«, siger han.

Kommunen vil nu igangsætte indsatser målrettet enkelte elever, elevgrupper og skolen som helhed.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her