To mænd er anholdt og skal onsdag eftermiddag fremstilles i grundlovsforhør.

Varebil med 600.000 ulovlige piller standset ved grænsen

Lyt til artiklen

En varebil blev onsdag morgen standset ved grænseovergangen ved Frøslev, og ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi blev 600.000 ulovlige piller beslaglagt.

Det var toldere og politifolk, som klokken 06.45 vinkede den tysk indregistrerede varebil ind til kontrol. I bilen var en kasse med piller, som ifølge politiet er ulovlige, lyder det i en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

En stor del af pillerne var opioider, som blandt andet er karakteriseret ved at være smertestillende, men også vanedannende.

Kontrollen af varebilen skete som led i en kontrolindsats rettet mod en bestemt type køretøjer, som man fra myndighedernes side på baggrund af et forudgående analysearbejde har haft i kikkerten i forbindelse med indsmugling af narkotika.

I varebilen befandt sig to mænd, en 33-årig bosnier og en 67-årig serber. Begge blev anholdt og sigtet.

Anklagemyndigheden har vurderet, at der er grundlag for at kræve de to mænd varetægtsfængslet, og de vil derfor blive fremstillet i grundlovsforhør onsdag eftermiddag.

Det sker i Retten i Sønderborg klokken 14, hvor det bliver op til en dommer at afgøre, hvorvidt mændene skal fængsles.

Syd- og Sønderjyllands Politi har endnu ikke oplyst nærmere om sigtelserne mod mændene, eller hvordan mændene forholder sig til sigtelserne.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her