Københavns Vestegns Politi efterlyser en 30-årig mand. Han mistænkes for drabet på en polsk mand på et hotel i Brøndby.
Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Hvis nogen ser ham, så kontakt nærmeste politi, udtaler politikommissær Brian Hansen i pressemeddelelsen.
En 29-årig polsk statsborger blev fundet død 5. januar i år på hotellet A-Hotels i Brøndby.
I forvejen er en 22-årig mand blevet varetægtsfængslet i fire uger i sagen.
Politiet beskriver den efterlyste som 30 år gammel, omkring 187 centimeter høj og almindelig af bygning. Den efterlyste er også polsk statsborger.
Ifølge pressemeddelelsen blev der udstedt en international arrestordre på den 30-årige 12. januar.
Det skyldes, at Københavns Vestegns Politi mistænker, at den efterlyste mand kan have forladt Danmark efter drabet.
ritzau
fortsæt med at læse




























