Intet tyder på, at afdød kvinde har været udsat for en forbrydelse, oplyser politiet.

Ældre kvinde fundet død i skovområde ved Kolding

Lyt til artiklen

En ambulance og en hundepatrulje rykkede lørdag eftermiddag ud til skovområdet Seest Østerskov sydvest for Kolding i forbindelse med et mistænkeligt forhold. Herefter blev et område i skoven afspærret.

Lørdag aften oplyser Sydøstjyllands Politi til B.T., at en ældre kvinde fra Kolding er fundet død i området. Intet tyder på, at kvinden har været udsat for en forbrydelse, fortæller vagtchef Mads Flansmose til B.T.

Politiet oplyste tidligere til Ritzau, at det modtog en anmeldelse klokken 14.59, hvorefter blandt andet en hundepatrulje blev sendt ud til Seest Østerskov. Sydøstjyllands Politi oplyste dog ikke, hvad anmeldelsen drejede sig om, og hvad politiet ledte efter eller undersøgte i skoven.

Det fremgår ikke, hvor gammel kvinden blev. Kvindens pårørende er blevet underrettet om hendes død, skriver B.T.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her