Efter knivstikkeri i København er tre drenge og en mand blevet sigtet. Offer er uden for livsfare.

Endnu en teenager er sigtet for drabsforsøg efter knivstikkeri ved moské

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 14.05.

En 15-årig dreng er blevet varetægtsfængslet i surrogat efter et knivstikkeri ved en moské i Københavns Nordvestkvarter i weekenden. Det har en dommer besluttet efter et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg mandag, oplyser Københavns Politi til Ritzau og politikredsens anklagemyndighed på det sociale medie X.

Drengen er sigtet for drabsforsøg, og dermed er han den fjerde, som bliver sigtet og varetægtsfængslet efter knivstikkeriet. Den 15-årige er sigtet for at have stukket en 27-årig mand adskillige gange med kniv i hovedet, halsen og på kroppen.

Når en person bliver varetægtsfængslet i surrogat, skyldes det, at man ikke mener, at en fængsling er nødvendig. Det kan ofte bruges i sager, hvor de sigtede er under 18 år. Her vil man i stedet blive anbragt på en institution, i hjemmet eller eventuelt på en psykiatrisk afdeling.

Københavns Politi modtog en anmeldelse om knivstikkeriet tidligt lørdag morgen klokken 04.46. Det var sket ved en moské på Dortheavej. Den 27-årige mand blev kørt til behandling på sygehuset. Politiet oplyste lørdag morgen, at manden var uden for livsfare. Manden blev fundet uden for moskeen.

»Det er et stort sted. Vedkommende blev fundet uden for moskeen, men vi har grund til at tro, at det har relation til selve moskeen«, sagde vicepolitiinspektør Lasse Michelsen lørdag til Ritzau.

Den 15-årige blev ifølge politiet anholdt søndag formiddag. Mandag formiddag blev han fremstillet i et grundlovsforhør, hvor politiet ønskede ham varetægtsfængslet på grund af mistanken om drabsforsøg. Dommeren valgte dog at varetægtsfængsle ham med begrundelsen, at der er begrundet mistanke om grov vold. Det oplyser politiet til Ritzau. Den 15-årige er indtil videre varetægtsfængslet i surrogat i ni dage, lyder det.

Også de tre andre sigtede er blevet varetægtsfængslet, fordi en dommer vurderede, at der er begrundet mistanke om grov vold. To drenge på 15 og 17 år blev fremstillet søndag og varetægtsfængslet i foreløbig ti dage. Og en 61-årig mand blev fremstillet lørdag. Han skal være varetægtsfængslet i foreløbig 11 dage.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her