Regeringen foreslår at fritage kong Frederik og dronning Mary for at betale bo- og arveafgift.

Regeringen vil fritage kongeparret for arveafgift

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Regeringen vil i april måned fremsætte lovforslag, som fritager kong Frederik og dronning Mary for at betale arveafgift af blandt andet de slotte, de måtte overtage efter dronning Margrethe. Det fremgår af martsredegørelsen om regeringens lovprogram, at der en ændring af boafgiftsloven på vej, som bliver fremsat i april.

Ifølge Skatteministeriet vedrører ændringen de værdier, som en regent - og dennes ægtefælle - arver eller overtager efter sin forgænger.

I det aktuelle tilfælde altså kong Frederik, dronning Mary og dronning Margrethe.

»Baggrunden er, at når der sker et tronskifte, overgår en række historiske genstande og aktiver med stor betydning for den fælles kulturarv til det nye kongepar«.

»Det kan for eksempel være bygninger eller køretøjer, som i mange tilfælde anses som en væsentlig forudsætninger for at varetage opgaven som regent og kongepar og afgørende for videreførelsen af Kongehuset og den fælles kulturarv«, hedder det i en begrundelse for lovforslaget.

Nogle af de slotte og bygninger, som det nye kongepar fremover kan råde over, er statens ejendom, og derfor er de ikke omfattet af de nye regler.

Men regeringens holdning er, at alle aktiver tjener samme formål - videreførelsen af kongehuset og kulturarven, og det skal reglerne understøtte.

Derfor skal reglerne heller ikke kun gælde det nuværende kongepar, men også alle fremtidige regenter og deres ægtefæller.

Dronningen ejer selv Marselisborg Slot, som hun fik i bryllupsgave af sin far, ligesom hun også ejer vinslottet Chateau de Cayx ved Cahors i Sydfrankrig.

Amalienborg Slot, Fredensborg Slot og Graasten Slot, som kongefamilien også benytter, er dog statens ejendom.

Kongehuset ejer også en større vognpark, som blandt andet består af de såkaldte kronebiler med særlige nummerplader.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her