Det er strafbart, hvis man fremsætter trusler i forbindelse med deling af Facebook-profil, advarer politiet.

Politiet advarer mod at dele 17-årig drabssigtets Facebook-profil

Der lægges blomster ved Hjallerup Varmeværk i Nordjylland, hvor den 13-årige pige blev fundet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Der lægges blomster ved Hjallerup Varmeværk i Nordjylland, hvor den 13-årige pige blev fundet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Nordjyllands Politi opfordrer til, at folk ikke deler Facebook-profilen tilhørende den 17-årige mand, der tirsdag er blevet sigtet for et drab i Hjallerup.

Det skriver politiet i et opslag på det sociale medie X.

»Vi har erfaret, at Facebook-profilen tilhørende den 17-årige gerningsmand fra Hjallerup-sagen i øjeblikket bliver delt på de sociale medier«.

»Vi vil henstille til, at man undlader at gøre dette, da det i værste fald kan vise sig at være strafbart«, skriver politiet.

Den 17-årige er sigtet for at have voldtaget og dræbt sin 13-årige ekskæreste mandag aften.

Nordjyllands Politi uddyber over for Ritzau, at det potentielt strafbare ikke består i selve det at dele profilen.

Det skyldes, at der ikke er navneforbud for den 17-årige.

I forbindelse med delingen er der dog nogle, der skriver ting om sagen eller om den 17-årige. Der kan være tale om trusler, hvilket er strafbart, lyder det fra politiet.

Fængslet i fire uger

Den 17-årige blev efter et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring varetægtsfængslet i fire uger. Han nægter sig skyldig i drab og voldtægt men erkender at have udøvet vold med døden til følge mod pigen.

De første dage af varetægtsfængslingen anbringes han på en sikret ungdomsinstitution. Herefter overføres han til en arrest, hvor han skal være foreløbig frem til 9. april.

Kendelsen om varetægtsfængsling er blevet kæret til landsretten, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag aften.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her