Tiltagene på Agedrup Skole er kommet efter, at 100 forældre udtrykte bekymring om grænseoverskridende adfærd.

Agedrup Skole iværksætter flere tiltag efter sager om vold

Lyt til artiklen

Flere synlige voksne i frikvartererne og en åben dør til skolelederens kontor.

Det er nogle af de tiltag, der er blevet iværksat på Agedrup Skole ved Odense.

Det fortæller Michael Plauborg Jensen, der er pædagogisk chef i Odense Kommune, på et pressemøde onsdag.

Tiltagene er blevet sat i værk, efter at 100 forældre i et brev til børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) og Odense Kommune udtrykte bekymring over flere hændelser på skolen. Heriblandt trusler med kniv og et eksempel på et barn, der fik ’11-års tæsk’ på sin fødselsdag.

De nye tiltag skal ifølge Michael Plauborg Jensen sikre, at eleverne igen får en tryg og almindelig skolegang.

»Vi har haft fokus på pauserne, så nu foregår det sådan, at hver morgen, når eleverne møder ind, så er der en voksen til at tage imod dem, så der er en til at gribe dem helt fra start«, siger han.

Derudover er der også flere voksne til stede, når der bliver holdt frikvarter, så børnene har en, de kan gå til, hvis de får brug for hjælp.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her