I en koordineret aktion er to kvinder og to mænd onsdag blevet anholdt. De er alle sigtet for mandatsvig.

Politi mistænker fire i sag om mandatsvig for 26 millioner

Lyt til artiklen

Fire personer er onsdag blevet anholdt i en sag om mandatsvig for 26 millioner kroner.

Det oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Bedrageriet skal være sket ved, at man gennem en årrække har snydt en større lokal virksomhed ved at have ændret i virksomhedens faktureringer.

De anholdte er to mænd på 41 og 43 år og to kvinder på 40 og 46 år.

Politiet skriver, at de er anholdt i en ’koordineret aktion’ på Sjælland og Fyn.

Alle fire er sigtet for mandatsvig, men om der er tale om det fulde beløb for alle fire, fremgår ikke.

Anklagemyndigheden vil fremstille flere af de anholdte i grundlovsforhør torsdag ved Retten i Næstved.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her