En samlet personalegruppe retter en særdeles kritisk henvendelse til rådhuset efter sagen om krænkelser på Borup Skole.
Det skriver Sjællandske Nyheder, der har læst skrivelsen.
Personalegruppen beretter om følelser af mistillid, frustration og afmagt, efter den medieopmærksomhed, som sagen har fået.
» Den mest presserende følelse i personalegruppen er mistillid«, står der blandt andet i brevet ifølge Sjællandske Nyheder.
Brevet er dateret til torsdag 21. marts. Den er underskrevet af alle lærere, pædagoger og administrationen på Borup Skole.
Her står der blandt andet, at personalet og elever i perioden for dækningen af sagen var ’under massivt pres’, hvor ’trusler, chikane og pressens grænseoverskridende tilstedeværelse blev en del af vores hverdag’.
De nævner også, at det er noget, som stadig kan mærkes i dag.
Personalegruppen opfordrer til, at borgmesteren, kommunaldirektøren, skolechefen og børne- og ungedirektøren sørger for, at deres visioner om en bedre kommunikation fremover bliver sikret.
ritzau
fortsæt med at læse




























