Regnvejr kan lokalt give mellem 30 og 50 millimeter regn. Landsgennemsnittet for hele april er 38 millimeter.

DMI advarer: Kraftigt regnvejr kan lokalt give en måneds regn på 24 timer

Arkivfoto Jens Dresling
Arkivfoto Jens Dresling
Lyt til artiklen

Et kraftigt regnvejr er på vej ind over Danmark og kan nogle steder give op til 50 millimeter regn på et enkelt døgn.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Metrologiske Institut (DMI) Lars Henriksen.

»Der ligger et regnvejr over en stor del af Tyskland og hele vejen ned til Alperne, som er på vej mod nord. Når det kommer op over Danmark i løbet af dagen, vil det begynde at regne og regne i lang tid«, siger han.

Regnen vil ud fra de nuværende prognoser ramme den syd- og sydvestlige del af Danmark først. Det vil ske sidst på formiddagen, fortæller Lars Henriksen.

»Nogle steder vil det regne næsten uafbrudt frem til i morgen eftermiddag eller i morgen aften. Det betyder, at der vil være nogle steder, der har fået rigtig meget vand«, siger han.

Hvilke steder, der vil komme mest regn, er prognoserne i øjeblikket ikke helt enige om.

Men ifølge Lars Henriksen tyder det på, at de syd- og sydvestlige dele af landet kan få mellem 30 og 50 millimeter regn frem til tirsdag aften.

Landsgennemsnittet for hele april ligger på 38 millimeter.

Kloaksystemer kan komme under pres

Men selv om der kommer meget regn, så falder det over en forholdsvis lang periode, fortæller Lars Henriksen. Det giver bedre mulighed for, at vandet kan nå at blive absorberet.

»Det gode er, at vi har haft en relativt tør periode, så vandet i vores åer er faldet igen, så der er kapacitet til at kunne tage noget af vandet«, siger han.

»Men det er klart, at kommer der over en måneds normal, så vil det nogle steder kunne sætte kloaksystemerne under pres«, lyder det videre.

Det tyder på, at den nordlige del af landet og Bornholm bliver de steder, hvor der kommer mindst regn.

DMI har søndag aften sendt et varsel om kraftig regn ud. Varslet er i kategori 1, hvilket den mildeste varslingskategori. Det betyder, at der er tale om voldsomt vejr, som kan påvirke omgivelser og udendørsaktiviteter.

I kategori 2 og 3 er der tale om henholdsvis farligt og meget farligt vejr.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her