Socialtilsyn Hovedstaden, Arbejdstilsynet og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) frifindes i sag om krænkelser på Havregården Lille Kost- og Dagskole.
Det oplyser Retten på Frederiksberg, der mandag har afsagt dom i sagen, til Ritzau.
18 tidligere elever på kostskolen havde sagsøgt de tre myndigheder for ikke at gribe ind og forhindre krænkelser, mens de var anbragt på skolen.
Derfor krævede de godtgørelse for i alt knap 5,5 millioner kroner - svarende til 300.000 kroner per person.
Skolen lukkede i 2020, efter at det kom frem, at eleverne på kostskolen blandt andet havde været udsat for seksuelle overgreb eleverne imellem, fysisk og psykisk vold, selvskadende adfærd, selvmordsforsøg og et stort forbrug af alkohol og stoffer.
Påstanden lød, at de tre myndigheder havde overtrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, der handler om retten til beskyttelse mod umenneskelig og nedværdigende behandling.
Advokat Jonas Christoffersen, der repræsenterer Frederiksberg Kommune, som Socialtilsyn Hovedstaden hører under, har tidligere sagt til Ritzau, at han ikke mener, at sagsøgerne har ført bevis for, at artikel 3 er overtrådt.
Ifølge advokat Frederikke Plange, der sammen med Mads Krøger Pramming fører sagen for eleverne, vil de 18 tidligere elever overveje at anke sagen.
ritzau




























