Født og opvokset i Danmark, fremragende studentereksamen, på vej til at blive læge, men intet statsborgerskab
Anders Al-Fayoumi er født i Danmark, er student med 12 i gennemsnit og bliver læge om tre år. Men han lever med truslen om at blive udsendt til Jordan, hvor hans forældre stammer fra, og kan ikke få dansk statsborgerskab før han nærmer sig de 40 år. Han er ikke alene. Der er knap 19.000 i samme situation.
Anders al-Fayoumis bogreol på Nørrebro kan få de fleste andre bogreoler til at skamme sig. Her er 1.000 bøger. Her er russisk, engelsk, japansk og dansk litteratur. Her er ’Forbrydelse og straf’ og ’Brødrene Karamasov’ af Fjodor Dostojevskij. ’Mus og mænd’ og ’Øst for Paradis’ af John Steinbeck. Søren Kirkegårds samlede værker. H.C. Andersens samlede eventyr.
»De fleste danskere ser jo disneyversionerne. De rigtige eventyr er mere dystre og mørke«, siger Anders.
Der er dog ingen forfatter, han holder mere af end det japanske verdensnavn Haruki Murakami, og ingen bog , er betyder mere for ham end ’Kafka på stranden’.
Den handler om drengen Kafka, som på sin 15-års fødselsdag stikker af fra sin fars kuldslåede hjem. Han medbringer et fotografi af sig selv og sin storesøster, der sidder på en strand og ler lykkeligt. Måske er det søsteren og moderen, han leder efter, da han flygter, men i Murakamis forunderlige kærlighedshistorie møder han den gamle mand Nakata, der ikke kan læse. De finder hinanden i deres fælles jagt på lykken, og mens Anders læste bogen, forandrede hans liv sig.
»Jeg var lige blevet 15 år og ledte efter min mor. Jeg følte, at mit liv havde kørt parallelt med bogen. At den var skrevet om mig. Der forstod jeg, hvad litteratur kan gøre«.
Anders er født på Frederiksberg Hospital, vokset op i Danmark, har gået i folkeskoler rundtom i landet og er blevet student fra Birkerød Gymnasium med 12 i gennemsnit. Han har også lige været til eksamen på medicinstudiet, hvor han læser på sjette semester.
»Det gik rigtig godt«.
Men selv om det er 26 år siden, at han blev født, må han med jævne mellemrum søge om opholdstilladelse for at være i Danmark, og det er stadig statens ambition, at han skal til Jordan, hvor hans forældre stammer fra.
»Din opholdstilladelse er med henblik på midlertidigt ophold«, står der i et brev, han modtog fra udlændingestyrelsen i 2020. Den slags breve er der mange af, men det fornemmes alligevel, at han næppe bliver smidt ud. I et andet brev vurderer myndighederne, at det vil være særlig belastende at inddrage hans opholdstilladelse, da han har haft opholdstilladelse i 21 år, når hans modersmål er dansk, og han læser medicin på tredje semester.
»Du har derfor fortsat opholdstilladelse i Danmark«, står der, og grundlæggende har velfærdsstaten haft hans ryg.
»Da jeg var 15 år, tog et familiemedlem mit pas, da vi var i udlandet. Her blev jeg hjulpet hjem til Danmark af Udenrigsministeriet, og da jeg gik til kommunen for at bede om hjælp, fandt de en plejefamilie til mig. Jeg får SU til at fuldføre mit medicinstudie, og fordi jeg har nogle omstændigheder i mit liv, får jeg måske mere støtte end andre. Jeg maskerer det godt, men jeg lider af autisme, jeg har adhd og ptsd på grund af begivenheder i min barndom«, siger Anders, der helst ikke vil gå længere ned i detaljerne, da især han og hans mor har fundet hinanden igen.
»Jeg elsker hende højt, og hun elsker også mig«
Når han aldrig har fået statsborgerskab, er det, fordi hans forældre er flygtninge fra Jordan. De fik aldrig dansk statsborgerskab, og Anders har arvet deres status. Han er flygtning og asylansøger og jordansk statsborger, og da Folketinget i 2019 vedtog det såkaldte paradigmeskift, vedtog man også, at Danmark ikke giver opholdstilladelser til flygtninge, med henblik på at de skal integreres og blive her, men med henblik på at de skal rejse hjem, når det bliver muligt.
På den måde har Anders og Danmark et skizofrent forhold til hinanden. Han hører til her, men er også fremmed i eget land.
Det er pisseydmygende og skamfuldt, og det betyder jo, at der opstår en eller anden vrede og bitterhed over for den danske stat
Anders al-Fayoumi
»Samtidig med at staten investerer i mig, foregår der en konstant proces, hvor den samme stat undersøger, om det er muligt at sende mig til Jordan. Begge dele er statsfinansierede processer, men har helt modsatrettede formål«.
Der er også noget andet.
»Det er pisseydmygende og skamfuldt, og det betyder jo, at der opstår en eller anden vrede og bitterhed over for den danske stat«.
19.000 som Anders
Anders må ikke stemme til folketingsvalg og deler dermed skæbne med 536.000 af de voksne mennesker, der bor i Danmark. Det svarer til godt 11 procent, viser nye tal fra Danmarks Statistik. I 1980 var tallet 1,8 procent. Andelen af befolkningen, der ikke kan stemme, fordi de er udenlandske statsborgere, er således mere end seksdoblet over de seneste 44 år og er stigende. Nogle rejser hurtigt igen, mens andre bliver.
Knap 19.000 står imidlertid i en helt særlig situation. Ligesom Anders er de født og opvokset i Danmark, og traditionelt har de i Danmark haft retskrav på dansk statsborgerskab fra de er fyldt 18 år. Det ændrede sig dog brat i 2004.
Som et led i den løbende stramning af dansk udlændingepolitik blev det her besluttet, at de unge ligesom voksne indvandrere eller flygtninge skal igennem en længere ansøgningsproces for at få statsborgerskab. Sådan er det stadig.
Konsekvensen er en retstilstand, som de unge finder ekskluderende og fremmedgørende, fortæller seniorforsker emerita Eva Ersbøll, der er en af forfatterne bag rapporten ’Fremmed i eget land?’ som Institut for Menneskerettigheder udgav i 2021.
»De er vokset op med en følelse af at høre til. Men når de som 18-årige ønsker at få dansk statsborgerskab, og det er svært for dem at få det, begynder de at stille spørgsmål ved deres danskhed, og om de er ønskede i det danske samfund«.
Danmark har ifølge den europæiske statsborgerretskonvention en forpligtelse til at lette adgangen til statsborgerskab for personer, der er født og opvokset i landet.
»Den konventionsforpligtelse overholder Danmark ikke«, siger Eva Ersbøll og peger på den lange række af krav, der stilles, for at de unge kan blive danske statsborgere.
De må ikke have den mindste betingede dom, ikke have forfalden gæld til det offentlige, og de skal bestå indfødsretsprøven. Dertil kommer en række andre krav, og den største forhindring er kravet om, at de skal have været i ordinært fuldtidsarbejde i 3 år og 6 måneder. Kravet stilles ikke bare for at opnå dansk statsborgerskab, men også som udgangspunktet for permanent opholdstilladelse, som er en forudsætning for overhovedet at kunne få statsborgerskab.
Det gør vejen lang for dem, der klarer sig så godt i gymnasiet, at de kvalificerer sig til at tage en uddannelse. Går de ud af gymnasiet som 19-årige og arbejder fire år ved kassen i Netto, kan de have dansk statsborgerskab, når de er i midten af tyverne.
Vælger de i stedet at forfølge en ambition om at blive tømrer, sygeplejerske eller jurist, er det en ulempe i forhold til at blive statsborger. Først skal de gennemføre uddannelsen, og dernæst skal de have fast fuldtidsarbejde i 3 år og 6 måneder, før de kan søge, da uddannelse ikke tæller på lige fod med arbejde i bestræbelserne på at blive dansk statsborger. Mange er derfor oppe i trediverne, før de kan få papir på, at de er danske.
»Statsborgerretskonventionen slår fast, at staten har pligt til at lempe kravene for, at de unge kan blive statsborgere, hvis de er født og opvokset her eller som børn har været her lovligt i en årrække. Det strenge beskæftigelseskrav rammer de unge særlig hårdt, og selv om der findes en begrænset dispensationsmulighed, kan det ikke ses som en generel lempelse. Der er velintegrerede unge med et uddannelsesønske, som overvejer at opgive dette ønske og tage et fuldtidsarbejde for at få dansk statsborgerskab, før de når 30-årsalderen«, siger Eva Ersbøll.
På Aarhus Universitet har en række forskere fra Institut for Statskundskab undersøgt forholdene for de 536.000 voksne, der bor i Danmark uden at have statsborgerskab. Det er blevet til rapporten ’Forskellige vilkår’, som er udgivet i 2024. Den fortæller om de begrænsninger, der er ved at være udlænding i Danmark.
Den konventionsforpligtelse overholder Danmark ikke
Eva Ersbøll, Institut for Menneskerettigheder
»Du kan ikke blive politibetjent, ikke blive fængselsbetjent og ikke blive præst. Det er svært at få arbejde i militæret og svært at tage arbejde i udlandet, fordi du ikke må være væk fra Danmark i længere perioder«, siger adjunkt Liv Bjerre, der er hovedforfatter til rapporten. Begrænsningerne findes ikke kun i loven, men sætter sig også i hovedet på dem, der gerne vil være danskere.
»Får de en bøde på 3.000 kroner, er der en karensperiode på fire et halvt år, hvor de ikke kan søge statsborgerskab. Flere kører helst ikke bil. De tror, at hvis de kører på en strækning, hvor der lige pludselig står, at du nu må køre 50 i stedet for 80, og de kører for hurtigt, så får de aldrig statsborgerskab. Det afholder mange af dem fra at tage job, hvor de skal køre bil. På den måde er der rigtig meget, som ikke følger direkte af loven, men som alligevel er selvbegrænsende«, siger Liv Bjerre.
»Jeg ved ikke, hvorfor jeg får angst. Det er det dummeste i hele verden, at min nat er blevet ødelagt. Måske er det bare konfrontationen, påmindelsen. Jeg er jo rimelig sikker på, at jeg ikke bliver smidt ud«, siger Anders al-Fayoumi
Rejsen til Bali
Det var i 2014. Anders var 15 år og havde efter eget ønske været anbragt hos en plejefamilie. Men her gik det ikke godt, og i et desperat forsøg på at slutte fred med sin mor og far havde han været i Jordan, hvor forældrene opholdt sig midlertidigt. Det endte dog med, at han måtte flygte og søge om hjælp fra det danske konsulat i Amman og det danske Udenrigsministerium.
»De fik en diplomat på sagen, som personligt hjalp mig, så jeg kunne komme hjem«.
Ikke lang tid efter endte han, hvor han helst ville være. I en lejlighed på Nørrebro hos Thomas, som i en længere periode havde været hans kontaktperson i kommunen. Her hos Thomas, hans kone og deres to børn på 13 og 16 år, havde han det godt. Endnu var de ikke blevet godkendt som hans nye plejefamilie, men de arbejdede på at blive det, og nu skulle familien til Bali. Kommunen ville dog ikke betale for, at Anders kunne komme med, men Thomas syntes, at det ville være omsorgssvigt at lade ham være alene, og det endte med, at rejsen blev betalt.
»Da fik jeg den her fornemmelse af, at det var begyndelsen på mit nye liv. Jeg var hos nogle mennesker, som jeg kunne lide, og som kunne lide mig«.
Familien havde købt billetter for lang tid siden og tog af sted nogle dage før Anders. De overlod de sidste formaliteter til kommunen, men dagen før han skulle af sted, ringede kommunen til ham.
»De sagde noget med, at de indonesiske myndigheder ikke ville acceptere mine rejsedokumenter. Der sad jeg pludselig med samme fornemmelse, som da min familie forlod mig«.
Han kom ikke til Bali, og kommunen måtte tildele ham en omsorgsperson, der kunne bo med ham, indtil Thomas og hans familie kom hjem. Han boede hos dem, til han var 18, og betragter dem i dag som familie.
»På den måde fik jeg også her hjælp af velfærdssamfundet«.
Skammen
Trods vanskelighederne er det dog noget lettere for unge, der har boet lovligt i Danmark i mindst 8 år, at blive statsborgere. Fra de fylder 18 år til den dag, de fylder 19 år, kan de søge om permanent ophold i Danmark efter lempeligere regler. Det er der bare rigtig mange, der ikke er opmærksomme på, og Anders var en af dem.
»Der var en, der talte om det i gymnasiet. Han var først kommet sent til Danmark og havde ingen problemer, og jeg er jo født og opvokset her, så jeg tænkte ikke, at det var et problem. Det var dumt, men jeg anede ikke, at vinduet lukkede, når jeg fyldte 19 år. Der var heller ingen, der oplyste mig om det«.
Selv for dem, der får søgt i tide efter de lempeligere regler, er der mange faldgruber, som kan udløse et afslag. For at få permanent opholdstilladelse efter lempeligere betingelser skal man have været under uddannelse eller i fuldtidsbeskæftigelse uden at holde pause, siden man afsluttede folkeskolen.
Går man ud af gymnasiet, fordi man er skoletræt, arbejder i et halvt år og så begynder at læse igen efter sommerferien, er der risiko for at få afslag. Liv Bjerre fra Aarhus Universitet kalder lovgivningen indviklet og omskiftelig.
»Selvfølgelig skal man orientere sig om sine egne personlige forhold. Det har alle en personlig interesse i, men informationerne er rigtig godt gemt forskellige steder i forskellige lovgivninger«.
Din opholdstilladelse er med henblik på midlertidigt ophold
Udlændingestyrelsen
Politiken har spurgt udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad fra Socialdemokratiet, om han finder det fair og fornuftigt, at de unge ikke automatisk får statsborgerskab, når de bliver 18 år, om det fair og fornuftigt, at uddannelse ikke tæller på lige fod med arbejde, og om Danmark ikke risikerer at støde de unge fra sig, når reglerne er, som de er.
I et skriftligt svar oplyser Kaare Dybvad, at man ikke automatisk skal kunne få dansk statsborgerskab, da man ikke nødvendigvis har taget de danske værdier til sig, bare fordi man er født her eller har boet her længe.
»Tildelingen af dansk statsborgerskab er en tillidserklæring, og der skal nødvendigvis være nogle krav, herunder kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie. Det mener jeg ikke er med til at støde nogen fra sig; det opfordrer tværtimod de unge til at tage Danmark og de danske værdier til sig«.
Han mener også, at der i reglerne allerede er taget et vist hensyn til unge, der er født og opvokset i Danmark.
»Blandt andet kan de fleste unge opfylde kravet om danskkundskaber ved at have afsluttet folkeskolens 9. eller 10. klasse med et samlet karaktergennemsnit på 02 i dansk. Derudover kan visse unge søge om dispensation fra kravet om beskæftigelse«.
Trods disse lempelser er der stadig knap 19.000 over 18 år, der er født og opvokset her, men som ikke har statsborgerskab.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik vil antallet kun vokse. I øjeblikket er der godt 61.000 børn under 18 år, der ikke har dansk statsborgerskab. Knap 25.000 er statsborgere i vestlige lande og knap 36.500 i ikkevestlige lande.
Værge for sin søster
Det er en lys forårsdag. Anders er på vej ind i Udlændingestyrelsens ventesal i Næstved for at få forlænget sin opholdstilladelse, og hver gang han sidder og venter, bliver han mindet om sit skizofrene forhold til Danmark. Selv om han er født og opvokset her, er han udlænding ligesom alle de andre, der er herinde og taler på alle mulige sprog. Han har ikke sovet i nat.
»Jeg ved ikke, hvorfor jeg får angst. Det er det dummeste i hele verden, at min nat er blevet ødelagt. Måske er det bare konfrontationen, påmindelsen. Jeg er jo rimelig sikker på, at jeg ikke bliver smidt ud, men jeg ved det aldrig helt, og når du skal konfronteres med det og skal have taget fingeraftryk og billede, har jeg altid den der frygt for, at denne gang forlænger de ikke min opholdstilladelse. Risikoen er lille, men det er frygten ikke«.
»Samtidig med at staten investerer i mig, foregår der en konstant proces, hvor den samme stat undersøger, om det er muligt at sende mig til Jordan. Begge dele er statsfinansierede processer, men har helt modsatrettede formål«, siger Anders al-Fayoumi.
Det skyldes også, at der er lange udsigter til den permanente opholdstilladelse og statsborgerskabet. Han regner med at være omkring 40 år, før det er en realitet, og der kan ske meget de næste 14 år.
»Der er mange politikere i Folketinget, som vil stramme endnu mere og med tilbagevirkende kraft. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti har sagt, at han ikke vil være med til at give mennesker fra muslimske lande statsborgerskab. Sådan noget betyder, at jeg ikke vil købe fast ejendom. Jeg kan godt juridisk set, men jeg tør ikke«.
Det sidste halve år har han haft lyst til at deltage i nogle af de demonstrationer, der har været for Palæstina, men han tør ikke.
Jeg lever et censureret liv, hvor forsigtighedsprincippet er gældende i hvert skridt, jeg tager
Anders al-Fayoumi
»Går der bare lidt kaos i det, og jeg uforvarende bliver indblandet i noget, hvor politiet involveres, er jeg i risiko for at miste al form for tryghed og beskyttelse i Danmark. Den mindste betingede dom, og jeg får aldrig statsborgerskab. Så jeg lever et censureret liv, hvor forsigtighedsprincippet er gældende i hvert skridt, jeg tager«.
Hos Udlændingestyrelsen går det, som han regnede med. Forventningens angst var den største.
»Det var nu, som om ham, der sad og tog fingeraftryk, ikke kunne forstå min sag«.
Toget afgår fra Næstved, og han tager hjem til lejligheden. Til forfatterne og de danske digtere H.C. Andersen, Casper Eric og Pia Tafdrup på reolen.
Men mest til sin lillesøster på 15 år. Hun er flyttet ind til ham. Værgemålet og ansvaret for hende er tildelt af de danske myndigheder. Statsborgerskabet må dog vente.
