Efter mange års kamp kan arbejdet med at oprense kemikaliedepotet ved Høfde 42 endelig gå i gang.
Det siger Bent Graversen (V), der er formand for udvalget for regional udvikling i Region Midtjylland.
»Vi har fået de 378 millioner kroner, vi manglede for at kunne indgå kontrakten med Arkil, (der skal stå for oprensningen, red.)«, siger han.
Pengene er blevet tildelt i forbindelse med, at regeringen mandag har indgået aftale om deludmøntning af Grøn Fond - herunder til generationsforureninger.
Det er tidligere vurderet, at der er brug for en økonomisk ramme på 728 millioner kroner. Det er det dobbelte af, hvad der oprindeligt var afsat.
Regionen manglede 378 millioner kroner, før at de endeligt kunne underskrive kontrakten med entreprenørvirksomheden Arkil A/S. Med mandagens aftale er den finansielle ramme på plads.
»Det her har været en kamp i rigtig mange år for rigtig mange mennesker i mit eget lokalområde«, siger Bent Graversen og fortæller, at han er »frygtelig glad« for, at arbejdet kan gå i gang.
Arkil kan nu gå i gang med at skaffe de nødvendige miljøgodkendelser og derfra gå i gang med oprensningen, som Bent Graversen vurderer kan være færdigt i slutningen af 2029.
ritzau
fortsæt med at læse


























