Folketingsmedlem Rasmus Jarlov (K) vender tilbage til Folketinget på mandag.
Det blev oplyst under fredagens møde i Folketingssalen, skriver B.T. og Altinget.
Jarlov har været sygemeldt siden 9. januar. Han har ikke oplyst, hvad han fejler.
I første omgang lød det, at sygemeldingen ville vare en måneds tid.
20. februar oplyste De Konservatives gruppeformand, Mona Juul (K), som blev partileder i marts efter Søren Pape Poulsens død, at Jarlovs sygemelding var blevet forlænget med yderligere otte uger.
»Jeg ved, at det går fremad. Men Rasmus har valgt ikke at sige, hvad han er sygemeldt for, og det respekterer jeg selvfølgelig«, lød det fra Juul.
ritzau



























