Amal Elme på 20 år er født i Holstebro. Her har hun har været klædt ud som klokkeblomst i børnehaven. Her har hun taget sin studentereksamen. Her har hun tilbragt mange timer på biblioteket, hvor hun møder op iført bukser, øreringe, udslået hår, upåklagelig jysk accent og let til latter. Selv om det er alvor.
»Danmark er det sted, jeg kalder hjem. Det land, jeg rejser tilbage til. Det land, jeg kender. Jeg ved ikke, hvad man ellers skal sige om at være dansk. Er det, at man spiser noget bestemt? At man går klædt på en bestemt måde? Jeg føler, at det at være dansk er, at man er født her og vokset op her. At man har taget tingene til sig. At man sætter pris på frihed og demokrati. Det er jo det, jeg kæmper for«.
Men Amal har ikke dansk statsborgerskab.
»Og på en eller anden måde bliver det mindre hjem, når politikerne hele tiden er efter en og siger, at man prøver at infiltrere sit samfund indefra. At det ikke er nok bare at arbejde og uddanne sig. At man har en eller anden form for mission«, siger Amal og hentyder til den tale, som Socialdemokratiets integrationsordfører Frederik Vad holdt i Folketinget den 5. april.
