Dansk Industri stopper samarbejdet med Copenhagen Pride.
Det oplyser Dansk Industri i en pressemeddelelse.
»Med den øgede politisering, vi har oplevet i år, er det vores opfattelse, at Copenhagen Pride ikke lige nu er det inkluderende fællesskab, som det oprindeligt var tiltænkt«, siger Kinga Szabo Christensen, rådgivningsdirektør i DI, i pressemeddelelsen.
»Derfor har vi valgt at trække vores formelle støtte til organisationen i år«, lyder det videre.
Også det danske rederiselskab A.P. Møller-Mærsk og medicinalselskabet Novo Nordisk har valgt at stoppe partnerskaber med Copenhagen Pride, skriver Berlingske.
»Vi har i en årrække været glade for samarbejdet, men vi forventer i sådanne partnerskaber en høj grad af forudsigelighed og et uforstyrret fokus på den sag, partnerskabet omhandler«, skriver Mærsks presseafdeling til Politiken.
»Vores støtte til LGBTQI+ sagen er funderet i Mærsks kultur og værdier og helt uafhængig af denne beslutning. Vi fortsætter med aktivt at fremme seksuel og kønsmæssig diversitet i vores virksomhed, og vi bakker op om, at vores medarbejdere fejrer mangfoldigheden ved at deltage i Pride fester verden over«.
Virksomhedernes beslutning om at indstille støtten kommer efter at Copenhagen Pride angiveligt har bedt eventuelle samarbejdspartnere om at tage stilling til spørgsmål om konflikten mellem Israel og Gaza.
I en udmelding 14. februar meddelte Copenhagen Pride, at den »står solidarisk med det palæstinensiske folk«.
I marts undskyldte Lars Henriksen, der er forperson for Copenhagen Pride, for, at organisationen havde kommunikeret dårligt.
Der var ikke tale om, at organisationen stillede krav til partnere om at have bestemte holdninger til den igangværende konflikt, lød det fra forpersonen.
»Det ville være absurd, for vi har heller ikke selv valgt side i konflikten, men det er kommet til at se sådan ud«, sagde Lars Henriksen.
Ikke nødvendigvis et permanent farvel
Dansk Industri har ikke ønsket at oplyse til Berlingske, hvor mange støttekroner Copenhagen Pride nu går glip af.
Erhvervsorganisationen har været partner for Copenhagen Pride siden 2011.
Dansk Industri skriver i pressemeddelelsen, at den har haft en »god og åben dialog« med Copenhagen Pride.
Men det er fortsat DI’s oplevelse, at der blandt arrangører og foreninger er andre emner, som fylder mere end mangfoldighed og seksuelle minoriteters rettigheder, lyder det.
»Vi håber, at det vil ændre sig i fremtiden, og vi genoptager derfor gerne vores støtte, såfremt Pride-organisationen kan sikre fuldt fokus på seksuelle minoriteters rettigheder og inklusion i fremtiden«, siger Kinga Szabo Christensen.
Pride-talsmand er ærgerlig
Også rejseselskabet TUI har valgt at trække sit sponsorat, oplyser TV 2 Kosmopol.
»Vi kommer ikke til at samarbejde med dem i år, og det skyldes budgetmæssige forhold. Jeg kan godt forstå, at DI og Maersk tager et skridt tilbage. Det var fint, da Priden gik ud med en beklagelse, men den kom for sent», siger TUI Danmarks kommunikationschef, Mikkel Hansen, til tv-stationen.
Talsperson for Copenhagen Pride Benjamin Hansen er ærgerlig over, at der er samarbejdspartnere, der har valgt at opsige samarbejdet med organisationen, men håber, det på sigt kan genetableres.
»Vi er kede af, at de sætter det partnerskab på pause med os nu, og vi håber, at vi på et tidspunkt kan genetablere det, siger han og tilføjer, at han tror på, at den tillid, nogle samarbejdspartnere ser som forsvundet, kan genoprettes.
Benjamin Hansen understreger, at der er ting, organisationen kan og skal gøre bedre.
»Det er jo helt klart, at på den kommunikative side har vi ikke været gode nok til at kommunikere vores budskab«.
Han kan dog glæde sig over, at discountkæden Netto fortsat vil være hovedpartner med Copenhagen Pride.
Det oplyser Netto i et skriftligt svar til Børsen.
»Hvad der ligger til grund for DI’s beslutning, er et anliggende mellem dem og Priden. For eget vedkommende har vi ingen planer om at ændre på vores partnerskab og ser nu fremad sammen med Priden«, skriver Christian Dahl, HR-chef i Netto.
ritzau/Politiken
fortsæt med at læse


























