En 22-årig kvinde er søndag eftermiddag blevet stukket ned ved et møntvaskeri i Folehaven i Valby.
Det oplyser Henrik Stormer, der er vagthavende hos Københavns Politi, til TV 2 Kosmopol.
»Det drejer sig om en 22-årig kvinde, der er blevet ramt flere gange. Hun er udenfor livsfare, men er alvorligt tilskadekommen«, siger han til mediet.
Over for Ritzau forklarer vagthavende, at man ikke ved, hvad der er gået forud for knivstikkeriet.
Derfor opholder politiet sig fortsat i området for at foretage vidneafhøringer og for at lave undersøgelser af gerningsstedet.
Politiet modtog anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 14.45.
En 48-årig kvinde er blevet anholdt i sagen.
ritzau



























