En 18-årig mand faldt onsdag aften ned fra en altan på fjerde sal i Tønder. Han er indlagt i kritisk tilstand.

18-årig i kritisk tilstand efter fald fra altan i Tønder

Lyt til artiklen

En ung mand faldt onsdag aften ned fra en altan på fjerde sal på Nørremarksvej i Tønder.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi torsdag morgen i en pressemeddelelse.

Politiet modtog en anmeldelse om ulykken onsdag klokken 20.24.

Der er tale om en 18-årig mand, som blev fragtet til skadestuen og som efterfølgende blev indlagt i kritisk tilstand, skriver politiet. Det er han stadig torsdag. Hans pårørende er blevet underrettet.

»Politiet har i løbet af aftenen og hen over natten været til stede i Tønder. På baggrund af den indledende efterforskning er det ikke politiets formodning, at der er sket noget kriminelt i forbindelse med faldet«, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Ulykken efterforskes fortsat, lyder det fra politiet, der for nuværende ikke vil ud med yderligere informationer.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her