Odensevej i Svendborg vil være spærret af omkring nummer 230 natten til torsdag, efter at en brand er brudt ud i en større mængde træaffald.
Det oplyser Fyns Politi.
Det vides ikke, hvordan branden er opstået.
Den er under kontrol og vil få lov til at brænde videre natten over som en såkaldt kontrolleret nedbrænding, oplyser politiet.
Der er tale om mange tons affald, og branden forårsager derfor en større mængde røg.
Ved Odensevej 230 ligger der en genbrugsstation. Politiet oplyser ikke, om det er affald indleveret til genbrugsstationen, der er brudt i brand.
Det er ikke kun ved Odensevej, at der er røg i luften.
En del af røgen driver også ud over den nærliggende motorvej. Den er ikke afspærret, men Fyns Politi opfordrer bilister til at køre med lukkede vinduer.
Det skrev politiet i et opslag på det sociale medie X tidligere onsdag aften.
Sigtbarheden på motorvejen er let nedsat, vurderer politiet.
Omkring klokken 23 onsdag aften oplyser Fyns Politi, at der ikke har været nogen færdselsuheld i forbindelse med røgudviklingen.
Det står ikke klart, hvornår Odensevej bliver åbnet igen.
Når affaldet er brændt ud, vil politiet gå i gang med sine undersøgelser af årsagen til branden.
ritzau




























