Den 27-årige mand er blevet indlagt i kritisk tilstand. Politiet efterlyser vidner og videoovervågning.

Ni er anholdt efter 27-årig er blevet knivstukket

Lyt til artiklen

En 27-årig mand er fredag aften blevet stukket med en kniv i Esbjerg.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse lidt efter klokken 01.30 natten til lørdag.

Manden blev stukket i Frodesgade i centrum af Esbjerg og er blevet indlagt i kritisk tilstand.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 20.28 fredag aften. Ni personer er under efterforskningen blevet anholdt - de er alle fra Esbjerg Kommune.

Politiets teknikere har arbejdet hele aftenen med at undersøge gerningsstedet og vil være på stedet i en del timer endnu.

Politiet vil gerne høre fra vidner til overfaldet, der fandt sted omkring Frodesgade nummer 150, ligesom politiet beder om, at man tjekker videoovervågning fra området i tidsrummet mellem klokken 20.15 og 20.45.

Har man set overfaldet, er i besiddelse af relevant videoovervågning, eller har oplysninger i sagen, kan man ringe til politiet på telefon 114.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her