Frem til og med 2027 er der afsat 404 millioner kroner til en handlingsplan mod PFAS-forurening i Danmark.

Nu bliver PFAS i tøj og sko forbudt

Foto: Stine Bidstrup
Foto: Stine Bidstrup
Lyt til artiklen

Anvendelsen af PFAS skal forbydes i tøj og sko, og landets vandforsyninger skal have penge til at beskytte drikkevand mod de svært nedbrydelige fluorstoffer.

Det er blandt initiativerne i en ny PFAS-handlingsplan, som samtlige partier i Folketinget har indgået og præsenterer på et doorstep i Miljøministeriet.

Handlingsplanen får en økonomisk ramme på 404 millioner i årene 2024 til 2027.

Den har været flere år undervejs og er eksempelvis nævnt i regeringsgrundlaget fra december 2022.

Det er vigtigt, at man som dansker er tryg ved at give børnene regntøj på, drikke vand fra hanen og spise kartoflerne i køkkenhaven, siger miljøminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.

»Derfor handler tre af de store indsatser i handlingsplanen om forbud mod PFAS i tøj og sko, PFAS i jorden og i drikkevandet. Og Danmark vil allerede nu gå foran EU og forbyde PFAS i tøj, sko og imprægneringsmidler til forbrugere«.

Forbuddet vil gælde fra 1. juli 2026.

Ifølge Miljøministeriet udgør PFAS fra tekstiler omkring 60 procent af alle PFAS-udledninger i EU.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her