Mand i 30’erne, der blev anholdt efter mulig bombetrussel mod Billund Lufthavn, skal være varetægtsfængslet yderligere fire uger.

Mulig bombetrussel mod lufthavn kobles til sprængning af hæveautomat

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

En mand i 30’erne, der blev anholdt, efter en genstand med muligt sprængstof blev indleveret til Billund Lufthavn 20. april, skal være varetægtsfængslet yderligere fire uger.

Det har en dommer i Retten i Kolding fredag bestemt.

Det er fortsat uvist, hvad manden er sigtet for, da der har været dobbeltlukkede døre.

Ved fredagens fristforlængelse valgte dommeren dog at åbne dørene trods anklagerens begæring.

Det skete, efter at Ritzau havde protesteret over dobbeltlukkede døre.

»Vi har en situation, hvor der ikke formodes at være yderligere gerningsmænd på fri fod. Derfor mener jeg, at vi kan holde mødet for åbne døre«, lød det fra dommer Jan Strange.

På retsmødet blev sigtelsen dog ikke læst op, og derfor er det fortsat uvist, hvilken forbrydelse politiet mener, manden har begået.

Det kom dog frem, at politiet har sikret overvågningsmateriale fra en hæveautomat ved Legoland, der tidligere samme dag blev sprængt.

Det kom også frem, at der er fundet dna-spor, der ifølge politiet stammer fra den sigtede, på tøj og madvarer, som blev fundet i en hytte ved feriecenteret Lalandia i Billund.

Sydøstjyllands Politi har tidligere oplyst, at man samme dag foretog en kontrolleret sprængning af den indleverede genstand.

Politiet har dog ikke oplyst yderligere om genstanden og det mulige indhold af sprængstof.

Den sigtedes advokat protesterede ikke over forlængelsen. Det er uvist, hvordan manden stiller sig til sigtelsen.

Manden var med på en videoforbindelse og havde forsvarsadvokaten og en tolk ved siden side.

Politiet har ikke oplyst yderligere om manden, herunder hans nationalitet.

Han var iført en sort T-shirt og havde tatoveringer på armene.

En dommer skal på ny tage stilling til varetægtsfængslingen, når den udløber 12. juli.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her