Tidligere på måneden blev statsminister Mette Frederiksen slået af en 39-årig polsk mand i København. Den sigtede forbliver fængslet i to uger endnu.

Hun havde »whiplash«: Statsministeriet lægger dokumentation for Mette Frederiksens piskesmæld frem

Foto: Emil Bay
Foto: Emil Bay
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 13.05, efter Statsministeriet har fremlagt udklip fra journal fra Rigshospitalet. Af en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at forsvareren citerede en lægeundersøgelse for, at Frederiksen ikke havde piskesmæld. Der var tale om en politiattest, som altså modsiges af dokumentationen fra Rigshospitalet, som Statsministeriet nu har lagt frem.

Statsministeriet valgte højst usædvanligt torsdag at fremlægge et udklip fra Mette Frederiksens journal fra Rigshospitalet. Det skete som en reaktion på, at forsvareren til den mand, som er fængslet for et overfald på Mette Frederiksen på Kultorvet for nylig, i Københavns Byret tidligere på dagen såede tvivl om statsministerens diagnose.

Forsvareren henviste til en politiattest, som angiveligt skulle afkræfte, at statsminister Mette Frederiksen (S) led af piskesmæld efter slag. Der skulle der derimod være tale om ’sædvanlig ømhed i arm og skulder’, sagde forsvarer Henrik Karl Nielsen i retten.

Herefter udsendte Statsministeriet en pressemeddelelse med et udklip af Mette Frederiksens journal, hvoraf det fremgår:

»Kontusion højre skulder, samt mindre distorsion cervicalcolumna (whiplash).«.

Journalen er udarbejdet af en bagvagt på ortopædkirurgisk afsnit på Rigshospitalet 7. juni 2024.

8. juni gik Statsministeriet ud med oplysninger om episoden, der fandt sted dagen før på Kultorvet, og her flugtede meldingen med den tekst, som Statsministeriet netop har videregivet.

»Statsminister Mette Frederiksen blev efter slaget i går kørt til tjek på Rigshospitalet. Slaget har forårsaget lettere piskesmæld, skrev Statsministeriet til Ritzau.

Det er en 39-årig polsk mand, der er sigtet i sagen. Han skal blive i fængslet frem til 4. juli. Det har en dommer i Københavns Byret besluttet torsdag formiddag. Han er sigtet for vold mod tjenestemand.

På Kultorvet midt i København fik statsministeren 7. juni et slag på højre skulder, fremgår det af sigtelsen. Det skete, da hun var på vej til en kaffeaftale med en veninde.

Manden blev overmandet kort efter af ansatte i Politiets Efterretningstjeneste (PET), som altid følger med Mette Frederiksen rundt i ind- og udland.

Ifølge en politiattest fra en læge pådrog statsministeren sig ømhed i skulder og arm.

Henrik Karl Nielsen har i retten torsdag forklaret, at den sigtede ikke har en erindring om episoden, fordi han var meget beruset.

Han kan dog godt huske, at han mødte statsministeren, og at det var på Kultorvet.

Forsvareren sætter også spørgsmålstegn ved, om der var tale om vold mod tjenestemand i funktion, eller om der blot er tale om normal vold. Han argumenterer for, at Mette Frederiksen var på vej til en privat aftale med en veninde, da hændelsen fandt sted.

Episoden fandt sted i slutspurten til valget til EU-Parlamentet 9. juni. Efter episoden aflyste Mette Frederiksen alle planlagte begivenheder i resten af valgkampen.

Statsministeren var derfor ikke til stede på Christiansborg på valgaftenen, hvor Socialdemokratiet kunne konstatere, at SF endte som det største parti foran netop Socialdemokratiet.

Episoden fik også konsekvenser for Mette Frederiksens deltagelse på Folkemødet på Bornholm i sidste weekend. Her deltog hun ’i et tilpasset program’, som Statsministeriet formulerede det. Blandt andet droppede hun deltagelsen ved Folkemødets åbning.

Hun kommenterede på sig selv, da hun dukkede op i Allinge. Mette Frederiksen sagde, at ’jeg er ikke helt mig selv endnu’, men at hun var ’på vej’.

Specialanklager Line Steffensen har torsdag i retten gennemgået den sigtedes færden på 7. juni.

Inden gerningstidspunktet stjal den sigtede ifølge politiet alkohol i en butik på Fisketorvet. Anklageren fortæller også, at den sigtede fra 31. juli 2019 til nu har 20 bødesager, som især drejer sig om butikstyveri.

ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her